Skidne æg

Skidne æg

Share with:


Ja, så er påsken ved at være slut… Den har været fyldt med solskin, havearbejde, dejlige påskefrokoster, godt øl og snaps…
Vi bestemte os for at introducere vores børn for skidne æg en af dagene i ferien, så det lavede jeg til dem igår til frokost. Historien bag navnet “skidne æg” skulle være, at man i gamle dage kaldte påskelørdag for “skiden lørdag” eller “skidt lørdag”, da man pga. helligdagene op til, ikke havde gjort rent eller vasket tøj. Det gjorde man så om lørdagen og der er vist den dag, retten er opkaldt efter. Jeg har også hørt at det var fordi at man heller ikke blev vasket, og at æggene derfor så beskidte ud efter at de var blevet pillede – mon ikke at det er en skrøne?
Men skidne æg er altså i bund og grund smilende æg serveret med en cremet sennepssauce – hertil karse, godt rugbrød og en snaps.

Dette er en super simpel ret at lave og du kan selv afstemme smagen og styrken af sennep alt efter hvilken sennep du bruger og hvor meget. Jeg brugte en grov sennep da jeg både kan lide smagen, men også at sennepskornene fremtræder så flot i en ellers kedelig opbagt sauce.

Skidne æg

(6 personer)

6 æg

25 gram smør
2 spsk mel.
4 dl mælk
1-2 tsk sennep
Salt og peber
Karse

Start med at koge æggene. Bring vand i kog i en gryde og når det koger kommes æggene forsigtigt i og koges i 7½ minut. Hæld vandet fra æggene og kom koldt vand i gryden for at stoppe kogningen.
Pil forsigtigt æggene og kom dem i en skål eller et lille fad.

Smelt smørret i en lille kasserolle og pisk melet heri til en smørbolle. Tilsæt 1 dl mælk og pisk smørbollen ud heri. Tilsæt endnu en dl mælk og pisk igen blandingen jævn. Fortsæt på samme måde med de sidste 2 dl mælk og lad saucen småkoge i 5-7 minutter herefter for at koge melsmagen væk. Tilsæt herefter sennep efter smag og smag saucen til med salt og peber. Hæld saucen over æggene og drys med karse.

Server retten med det samme med godt rugbrød og ekstra karse.

Mangler du mere inspiration til påskefrokosten, så kunne disse opskrifter måske være en mulighed?

Sildesalat med rødbede

Hjemmelavet karrysalat

Hjemmelavet leverpostej

Lillys ørredsalat

Eller find flere idéer under kategorien Frokost



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *