Pasta med ansjossmør og kapers

Pasta med ansjossmør og kapers

Share with:


Denne pasta med ansjossmør og kapers, er inspireret af en ret på Restaurant Barabba i København.

En ret som jeg faktisk ikke selv har smagt, men som jeg har set mine 2 yndlingsfoodies Anders Husa og Kaitlin Orr spise et utal af gange efterhånden. Se deres indlæg om Barabba lige her.

På Barabba serveres retten desuden med en skefuld kaviar på toppen, hvilket lyder ufatteligt lækkert, men som vi til hverdag herhjemme egentlig ikke mangler.

Retten er blevet lidt et fast indslag herhjemme, i forbindelse med at vi har spist Caesar Salad.

På den måde får vi brugt resterne af ansjoserne i glasset, når vi nu kun skal bruge nogle få til at lave dressingen til salaten.

Hvis vi ikke lige føler for at spise pastaretten med det samme, så laver jeg bare ansjossmørret og kommer det i fryseren. Det kan fint holde sig en måneds tid, men så er det efter min mening også der det skal bruges. Ellers kan smørret godt komme til at virke ”fisket” – og det er ikke på den gode måde.

De første gange jeg lavede ansjossmørret, kom jeg ikke kapers i. Men jeg er synes at kapers bidrager med den helt perfekte mængde salt til retten. Man kan vel sige at pastaen er ret nøgen i sig selv, men med både smør, ansjos og kapers bliver den klædt på med fedt, umami og salt.

Jeg elsker desuden bredbladet persille i retten. Den er lidt mere robust i smagen, fremfor kruspersille. Er du mere til dild, så fungere det i øvrigt også ganske fint.

Pasta med ansjossmør og kapers

(4 personer)

Ansjossmør

200 gram smør
8-10 ansjosfileter
2-3 spsk kapers

Pastaen

600 gram tørret pasta
1 portion ansjossmør (se ovenfor)
En håndfuld bredbladet persille
1 lille glas kapers
Friskkværnet sort peber

Ansjossmør

Kom smør, ansjosfileter og kapers i en foodprocessor og kør det sammen indtil ansjoserne er blendet helt ud i smørret. Skal du ikke bruge smørret med det samme, kommes det i en passende plastikboks eller skål med låg. Kan stå i køleskabet et par dage og ellers fryses.

Pastaen

Kog pastaen i rigeligt vand tilsat salt. Et minuts tid før pastaen er kogt færdig, tages en god kopfuld kogevand fra og pastaen drænes herefter. Sæt pastaen tilbage over varmen på komfuret (eftervarmen er nok) og tilsæt ansjossmørret og lidt af kogevandet. Vend det godt sammen. Vend også grofthakket persille i pastaen. Bliver pastaen for ”tør”, tilsættes der lidt ekstra kogevand.

Server retten med friskkværnet sort peber, ekstra kapers og persille, gerne ledsaget af et glas fyldig hvidvin eller en let rødvin – f.eks. en Pinot Noir.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *