Caesar salad med kylling

Caesar salad med kylling

Share with:


Min kæreste har igennem et stykke tid efterlyst caesar salad med kylling på menuen til aften. Så i fredags – på en ganske børnefri aften, fik jeg endelig lavet en skøn caesar salad til os. Salaten er egentlig ret simpel og består faktisk bare af romainesalat, parmesanost, brødcroutoner og en dressing. Det er dressingen som løfter denne ret fra bare at være en salat, til at være en fantastisk velsmagende salat. Derudover stegte vi et par gode unghanebryster til salaten , så den blev en god og mættende middagsret.

Caesar Salad med kylling

(2 personer til hovedret/ 3-4 personer til forret)

½-1 romainesalat, skyllet og skåret/revet i mundrette stykker

2-3 stykker stegt kyllingebryst – vi brugte unghane.

Croutoner

100-150 gram daggammelt, lyst brød
2 spsk olivenolie
Salt
Evt. lidt friskhakket rosmarin

Dressing

2 æggeblommer
4 ansjoser i olie
1 fed hvidløg
60 gram friskrevet parmesan
2 spsk. citronsaft
1 spsk sherryeddike
1 dl rapsolie (solsikke eller vindruekerneolie kan sagtens bruges)
½ dl mild olivenolie
Evt. lidt vand

Tilbehør

Ekstra parmesan til servering

Til croutonerne skæres brødet i mundrette tern og vendes med olie, salt og evt. rosmarin. Brødstykkerne ristes i en forvarmet ovn ved 180-200 grader i 15-20 minutter. Vend lidt rundt i dem efter 10 minutter. De er færdige når de er jævnt gyldne og dejligt sprøde, men stadig en anelse bløde i midten.

Dressingen laves i en blender – jeg vil tro at den også sagtens kan laves med en stavblender eller evt. i en foodprocessor. Kom alle ingredienserne undtagen olie og vand, op i blenderen og kør blandingen til den er jævn og cremet. Tilsæt nu olien i en en tynd stråle igennem hullet i låget imens blenderen kører. Resultatet er en tyk og cremet dressing som minder lidt om en mayonnaise i konsistensen. Skrab det meste af den tykke dressing ud i en skål, kom 1-2 spsk vand i blenderkanden og blend igen. Rør dette ud i den tykke dressing. På denne måde får du hele herligheden med. Syntes du imidlertid ikke at din dressing skal tyndes op, udelader du bare vandet og skraber kanden så godt som du kan.

Anret romainesalaten på et fad og fordel noget af dressingen herover. Fordel skiver af stegt kyllingebryst henover salaten og kom lidt mere dressing på – den overskydende dressing serveres ved siden af. Fordel nu et par gode håndfulde croutoner henover – resten serveres i en skål ved siden af. Slut af med et par gode håndfulde parmesan spåner. Spånerne laves ved at skrælle osten med en kartoffelskræller, tyndskræller eller lignende. Du kan også bare rive osten henover.

Server salaten med det samme. Vi drak en halvtør prosecco til, men et godt glas rødvin eller en øl kan også sagtens serveres til.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *