Hyldeblomstsaft

Hyldeblomstsaft

Share with:


Jeg har en gæsteblogger denne gang; min kæreste Thorbjørn. Han laver en fantastisk god hyldeblomstsaft og her får i opskriften…

Det bliver aldrig rigtig dansk sommer før der står 5 L hyldeblomstsaft i køleskabet. Jeg har fået det siden jeg var en lille purk, og har gode minder med blomsterplukning fra læhegnene på Skave-egnen, hvor min bedstemors og bedstefars gård lå. Min opskrift har jeg arvet, og jeg har selv gennem de sidste 15 år perfektioneret den til min egen smag – og den er selvklart MEGET bedre end det du kan købe. Jeg kan godt lide at give en lille flaske med ½ L i værtindegave om sommeren, for den nydes bedst i godt selskab.

Hyldeblomstsaft

100 skærme hyldeblomster
3 kg sukker
3 citroner (øko, usprøjtede)
30-50 g vinsyre (evt delvist citronsyre – se afsnit)
3 L (næsten) kogende vand
Atamon
4 stk tomme 1½ L plastflasker

Det tog mig i år 10 minutter at plukke hyldeblomsterne – men jeg kender også et rigtig godt sted i Struer.

Sæt kogekedlen til at koge vandet med det samme du går i gang. Blomsterne skylles og puttes i en gryde, tilsæt citronerne skåret i skiver, jeg plejer at kassere endestykkerne hvor der ikke er frugtkød.

Jeg lægger ingredienserne i lag, således at jeg først putter halvdelen af blomsterne i, dernæst alle citronerne og halvdelen af sukkeret, hvorefter jeg hælder det første vand over. Jeg bilder mig selv ind at jeg derved undgår at skolde blomsterne for meget når jeg hælder det næsten kogende vand over. Ligeledes skal citronerne helst ligge helt dækket af vand det meste af tiden så de ikke ilter og bliver dårlige under trækkeperioden.

Det er vigtigt at vandet ikke er spilkogende, da det trækker uønskede bitterstoffer ud af ingredienserne, jeg lader vandet komme i kog og lader det stå 5 min før jeg tilsætter det. De øverste blomster bliver lidt brune af varmechokket, men det betyder ingenting. Jeg gentager så med de sidste blomster, det sidste sukker og den sidste portion vand. Til slut blander jeg vinsyren op med koldt vand i et glas så det opløses, og tilsætter det sammen med en spsk atamon.

Når hele herligheden er kølet ned et par timer (gøres udendøre for at spare på energien) sætter jeg det i køleskabet. Det skal nu trække 4-5 dage, og 1 gang dagligt rører jeg i blandingen for at sikre at alt sukkeret opløses. Til slut filtreres det hele – hvis du ikke har et fancy stativ til dette kan du skolde et viskestykke og bruge dette.

Nu skal saften hældes på flaske. Her kan du passende smage om du ønsker lidt mere syrlighed. Jeg har gennem årene forsøgt mig med forskellige blandingsforhold af henholdsvis vinsyre og citronsyre, og går selv efter 20 g vinsyre og 10 g citronsyre til en start, og tilsætter til slut 20 g vinsyre da jeg synes den bliver mere frisk i smagen. Hvis man ikke kan lide smagen af citronsyre kan man holde sig til vinsyren alene. Hvis man foretrækker en sød smag kan man nøjes med de 30 g syre. Saftens smag af citronerne udvikler sig mens den trækker, så du kan passende justere syrligheden på dette tidspunkt lige inden du hælder saften på flaske.

Jeg synes ikke man behøver at koge den færdige saft op igen, så det er vigtigt at du sørger for at bruge en ren grydeske til at røre med undervejs og at få rengjort og skyllet flaskerne i atamon (en blanding af ½ dl vand og 1 spsk atamon) inden du hælder saften på. I hver flaske tilsættes også atamon tilpasset den mængde du har – læs på flasken. Til 1½ L saft bruger jeg 1 tsk atamon i hver flaske, så holder det mindst til jul. Opbevares på køl.

Nu har du den mest vidunderlige nektar som opblandes med isvand i blandingsforhold 1:3 og dernæst serveres på terrassen på en varm sommerdag. Hvis du skal fejre noget kan du også købe en champagne og så tilsætte lidt af din gudedrik for at tage den sure smag. Eller putte den i en drink. Eller…

Hov, lige et lille tip til. Når du har haft åbnet for flasken og taget af den et par gange vil du opleve at låget sætter sig helt urimeligt godt fast. Jeg har selv tidligere haft en rørtang fremme for åbne den, men tricket er at holde låget under den varme hane i 10 sekunder, så løsner låget sig og du får let adgang til herlighederne.



3 thoughts on “Hyldeblomstsaft”

  • Hej Charlotte.
    Har du en go sted, hvor der er hyldeblomst? I nærheden af Struer og omegn.
    Flot blog

  • Hej!
    Jeg må hellere lade være med at offentliggøre min kærestes yndlingssted at høste hyldeblomster, men jeg har selv førhen plukket dem langs vejen Lindeborgvej i Hjerm. Der er en lille stikvej ned mod rensningsanlægget – her gror de også. Derudover mener jeg bestemt også at de findes i Toftum Bjerge ved Humlum. De er jo ret udbredte i kommunale læbælter osv.
    Håber du finder et rigtigt godt sted da det er lige op over at de står i fuldt flor 🙂

    Charlotte

  • Hej.
    Troede ikke jeg fik så hurtig svar tilbage,
    Men tusind tak.

    Har fundet et sted nu, så nu skal der laves hyldeblomst saft:)
    Go pinse til dig og familien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *