Porterkage

Porterkage

Share with:


Da vi i sidste uge skulle til ølsmagning og årsmøde,havde jeg fået til opgave at medbringe en ølkage. Jeg medbragte både en gammeldags ølkage som bare skal serveres med et (tykt) lag koldt smør, men også denne porterkage, som jeg sidste år hjalp min veninde Birgitte med at udvikle, da hun skulle til DM i Skills for ernæringsassistenter. Jeg har dog tilføjet en portersmørcreme til opskriften, så kagen bliver ekstra “mums”.

Porterkage med valnødder og portersmørcreme

(17 cm springform)

Porterkage

1 æg
100 gram sukker
80 gram blødt smør
1 økologisk appelsin
150 gram mel
1½ tsk bagepulver
25 gram hakkede valnødder
1 porter (33 cl) – 1 dl til dejen, resten til sirup.

Portersirup

Resten af porteren
1 dl glukosesirup

Smørcreme

150-200 gram blødt smør
2-3 spsk flormelis
2-3 spsk portersirup
Lidt kogende vand

Pynt

Hele valnøddekerner

Del ægget i blomme og hvide og pisk hviden stiv. Riv skallen på appelsinen. Skær herefter skrællen af appelsinen så den er fri for hvide hinder. Blend halvdelen af appelsinen med 1 spsk af sukkeret. Rør smør, resten af sukkeret og appelsinskal rigtig godt sammen – evt. på en røremaskine med en K-spade. Rør æggeblommen i. Tilsæt den halve, blendede appelsin, mel samt bagepulver og rør igen. Tilsæt nu 1 dl porter lidt ad gangen. Rør valnødderne i og vend til sidst den stiftpiskede æggehvide i. Smør en springform (17 cm.) med smør og drys den med sukker. Kom dejen heri og bag den i en forvarmet ovn ved 170 grader i ca. 45 minutter. Mærk efter med en strikkepind eller kødnål for at se om kagen er færdig. Lad kagen køle helt af inden den lægges sammen med smørcremen.

Portersirup

Kog den resterende mængde porter sammen med glukosesiruppen til der er 1-1½ dl tilbage. Pas på ikke at give det for høj varme når det koger, da det ret nemt bruser op og derved koger over. Det samme gælder når man rører i siruppen. Lad siruppen køle af, men ikke blive rigtig køleskabskold.

Smørcremen

Pisk det bløde smør sammen med flormelis – tilsæt under piskningen en smule (½-1 tsk) kogende vand ad gangen, det får smørcremen til at blive mere let, luftig og nem at arbejde med. Tilsæt også nogle spiseskefulde af portersiruppen. Når du syntes at smørcremen har en god konsistens, så smag på den og vurder om den skal have mere portersirup eller flormelis.

NB!  Bliver smørcremen for tynd, så tilsæt lidt ekstra flormelis og sæt den i køleskabet lidt for at sætte sig. Pisk den forsigtigt igennem igen, uden at tilsætte vand.

Samling af kagen

Del kagen i 2, så du har en top og en bund. Smør halvdelen af smørcremen på bunden og læg toppen på. Fordel resten af smørcremen henover toppen og pynt den med hele valnøddekerner.

Opskriften på den klassiske ølkage finder du her:

Ølkage


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *