Maskeret spidskål med Thousand Island dressing
Laver du af og til maskeret blomkål? Jeg er vokset op med den i en varm udgave; kogt blomkål med aspargessauce og rejer. Min mand laver den i en kold udgave; kold, kogt blomkål med en kold dressing, rejer, ærter, tomater osv. Men altså det der tilberedt blomkål, ikk´…. Jeg dur bare ikke til det. Så her er en helt ny udgave af denne ret: Maskeret spidskål med Thousand Island dressing.
Maskeret spidskål med Thousand Island dressing
(2-3 personer)
1 stort spidskål eller 2 mindre
200-250 gram kogte, optøede rejer fra frost eller rejer i lage (drænet vægt)
1 citron
Frisk dild
Thousand Island dressing
75 gram god mayonnaise
75 gram creme fraiche 9%
1-2 spsk ketchup eller BBQ-sauce
1 hårdkogt æg
2 spsk Piccalilly
½ rødløg
1-2 spsk finthakket purløg
Æblecidereddike
Salt & peber
Evt. lidt sukker
Thousand Island dressingen
Start med at røre dressingen sammen. Rør først mayonnaise, creme fraiche og ketchup eller BBQ sauce sammen. Jeg plejer at bruge en røget BBQ sauce, da den giver dressingen lidt kant som klæder sødmen i rejerne rigtig godt.
Passér det hårdkogte æg igennem en sigte.
Ja, du læste rigtigt…. Ægget skal mases igennem en sigte.
Det er overraskende tilfredsstillende at lave dette æggefnuller og selvom det virker mærkeligt, så har æggefnulleret et formål. Det jævner nemlig dressingen, så den får en lækker, tyk og cremet konsistens.
Hak rødløget så fint som du kan og rør det i dressingen sammen med piccalilly og purløg.
Smag dressingen til med salt, peber og æblecidereddike. Justér med lidt sukker hvis den trænger. Stil dressingen på køl og lad den trække en times tid.
Grillet spidskål og citron
Del spidskålet i 6 både – Hvis du har 2 mindre spidskål, så del dem i 4 både hver. Sørg for at beholde lidt af stokken på kålbådene, så de ikke falder fra hinanden under tilberedningen.
Varm en grillpande op. Grill kålbådene på begge skæreflader og tag dem forsigtigt af panden når de er ved at være møre. De skal stadig have lidt bid når de serveres. Del citronen i 2 og grill dem med skærefladen nedad indtil den er flot karamelliseret. Har du ikke en grillpande, kan kål og citron blot steges på en almindelig pande ved høj varme.
Anretning
Anret de grillede kålbåde på et fad. Dryp lidt god olivenolie henover og giv dem et drys flagesalt. Fordel rejerne henover. Top op med friske dildkviste og server retten med Thousand Island dressing, grillet citron og lækkert brød.