Banoffee Pie

Banoffee Pie

Share with:


Her efter jul havde jeg nogle dejrester fra småkager til at ligge i fryseren. Blandt andet en rest fra Oma Kräges julesmåkager, som er nogle af børnenes yndlingskager at bage. Jeg brugte dejen til at bage små mørdejskaller og et par minitærtebunde. Alt sammen med henblik på at fylde dem med lækker, cremet karamel, friske bananskiver og toppet med flødeskum eller is. Jeg har faktisk kigget på denne Banoffee Pie i nogle år efterhånden, og jeg kan undre mig over, at jeg ikke har taget mig sammen til at lave den tidligere. Men som min kæreste og svigerinde pointerede overfor mig, så har det nok noget at gøre med, at listen med blogprojekter er ret omfattende og man kan altså ikke nå det hele… 

Banoffee Pie

Dejrester fra f.eks. småkager eller lignende
eller 1 portion mørdej
1 dåse karamelliseret mælk (rækker til ca. 12 mindre forme eller 1 stor tærteform)
Bananer
Flødeskum eller vanilleis

Klargøring af dejskaller

Tænd ovnen på 180 grader. Rul dine dejrester eller mørdejen ud og kom den i linseforme, små tærteforme eller lignende. Formene skal først smøres og drysses med sukker. Du kan også lave én stor tærtebund. Hvis du vælger at lave én stor, anbefaler jeg at du klipper et stykke bagepapir som passer til bunden af formen. Læg herefter dejen i som beskrevet ovenfor. Bagepapiret gør at du kan tage tærtebunden hel ud af formen efter bagning. Har du en tærteform med løs bund, er denne at foretrække.

Når du har foret dine forme med dejen, skal de hvile ca. 30 minutter i køleskabet.
Når dejen i formene er blevet godt kold, lægges stykker af bagepapir oven på dejen og derefter fyldes de med kikærter, bagebønner eller lignende (se billedet herunder). Dette kaldes blindbagning, og det forhindrer dejen i at krympe og synke sammen i formen under den første halvdel af bagetiden.

Afbagning

Sæt formene på en bageplade og bag dem i ovnen i ca. 10 minutter. Tag bagepladen ud af ovnen, lad formene køle et par minutter og hæld så forsigtigt kikærterne ud af formen og fjern bagepapiret.

Prik nu dejen i bunden af formen et par steder for at forhindre at dejen hæver op under bagningen. Sæt bagepladen tilbage i ovnen og bag kageskallerne færdige – det tager ca. 10-12 minutter. De skal være gyldne både på kanterne og i bunden. Har du valgt at lave én stor tærtebund skal bagetiden forlænges en smule. Altså ca. 12-15 minutters blindbagning og ca. det samme efter bagepapiret er fjernet. En stor tærtebund skal prikkes jævnt over hele bunden efter blindbagningen. Lad de små forme stå et par minutter inden kageskallen forsigtigt lirkes ud af formen.

Lad de små skaller afkøle på en rist. Herefter opbevares de i en kagedåse. Har du bagt en stor tærtebund skal den være helt kold inden den tages ud af formen, ellers vil den knække. 

Servering

Banoffee pie skal først lige samles før servering, da bananerne vil blive brune hvis de står for længe. Ved serveringen fordeles den karamelliserede mælk ud i de afkølede kageskaller. Læg bananskiver ovenpå og top op med flødeskum eller vanilleis. Server dine banoffee pies med det samme og nyd dem gerne med begejstrede udbrud som “Uhmmmmm” og “Yum!”……. 

Rigtig god fornøjelse!



2 thoughts on “Banoffee Pie”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *