Hjemmelavet nougatis
I lørdags havde min dejlige kæreste fødselsdag og han havde ønsket sig at slutte vores tapasmenu af med en lille æblekage med smuldredej og hjemmelavet nougatis. Jeg har for flere år siden forsøgt mig med hjemmelavet is, lavet på en legeret mælke/flødecreme fremfor en traditionel flødeis – og har aldrig fået gentaget succesen. Det gjorde jeg så endelig i denne weekend og resultatet var meget, meget lækkert.
Til denne opskrift vil jeg anbefale at du bruger en ismaskine til indfrysningen. Jeg har ikke prøvet at fryse denne type is uden at den er kørt på en maskine først.
Hjemmelavet nougatis
Iscreme
½ liter sødmælk
2 dl fløde
1 vanillestang
150 gram sukker
6 pasteuriserede æggeblommer
½ portion nougatknas
Nougatknas
125 gram sukker
100 gram hasselnødder
Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Kom både vanillekorn og stang i en gryde sammen med mælk og fløde. Bring det langsomt i kog og rør af og til så det ikke brænder på. Når blandingen lige begynder at koge, tages den af varmen og trækker i 30 minutter. Sigt herefter blandingen så vanillestang og evt skind fra mælken sies fra. Pisk æggeblommerne lyse og cremede med sukkeret. Tilsæt lidt af mælken til æggeblommerne og pisk det let sammen. Idet at mælken har stået og trukket i 30 minutter, skulle den ikke være så varm at æggene koagulerer. Hæld æggemassen og den resterende vanillemælk tilbage i gryden.
Nu skal du til at være lidt opmærksom på din iscreme. Cremen skal nemlig tykne over varme, men den må under ingen omstændigheder koge. Så start forsigtigt ud med varmen og vær omhyggelig med at røre i gryden. Syntes du ikke der sker noget med cremen, så skru lidt mere op for varmen, men husk at være over cremen hele tiden. Cremen skal blive lige nøjagtig tyk nok til, at du kan trække et spor med en finger igennem den på bagsiden af en ske. Altså den bliver ikke tyk som kagecreme, men blot tykflydende. Når cremen er tykflydende tages den af varmen og hældes i en ren skål som sættes i køleskabet til afkøling. Rør jævnligt i cremen for at undgå skind.
Nougatknas
Rist hasselnøddekernerne i en 180 grader varm ovn, til de krakelere og bliver let gyldne. Det tager 5-10 minutter. Lad nødderne køle lidt og gnid derefter skallen af imellem hænderne eller i et rent viskestykke. Smelt sukkeret på pande ved svag til jævn varme. Undgå helst at røre i massen, men hvis du absolut skal røre i sukkeret for at det ikke brænder på eller lignende, skal du bruge en træske. Lad sukkeret smelte og blive gyldentbrunt. Tilsæt hasselnøddekernerne når karamellem er helt flydende og uden klumper af sukker. Vend nødderne rundt i karamellen og hæld derefter det hele ud på et stykke bagepapir på en tallerken. Pas på at du ikke brænder dig på sukkeret! Lad det køle helt af inden det hakkes fint eller groft som man vil have det. Det kan enten gøre med en god kniv eller i en foodprocessor.
Når iscremen er blevet helt kold i køleskabet, fryses den på en ismaskine. Jeg lod iscremen køre lidt på maskinen, før jeg tilsatte nougatknasen. Jeg brugte i første omgang halvdelen af nougatknasen, men tilsatte alligevel et par spiseskefulde ekstra, for at gøre smagen af karamel og nødder mere intens.
Jeg ved ikke om nogle ismaskiner har slip-let belægning, men i så fald er denne is ikke så god at lave deri. Det karamelliserede sukker i nougatknasen er meget hårdt og der lød af og til nogle horrible skrabelyde fra min ismaskine imens den kørte. Min ismaskine fejlede heldigvis ikke noget bagefter.
Når isen er blevet godt fast, hældes den over i en form og fryses færdig i fryseren.
Tag isen ud af fryseren lidt før den skal serveres, så er den nemmere at lave flotte kugler af. Brug en varm ske til formålet. Server evt. isen med et drys af den resterende nougatknas eller som her, til et lunt stykke æblekage.